» Lav jeres eget fag/tro-kursus

 

 

- en guide

På læreruddannelsen lærer man (normalt) mange spændende ting. Men det er ikke altid, at de problemstillinger, der har med den kristne tro at gøre, behandles så grundigt. Derfor kan det være en god ide selv at arrangere et kursus, der sætter lys på et af temaerne fra mødet mellem kristentroen og læreruddannelsens fag.
I tidens løb har mange lærerstuderende haft stor glæde af at deltage i sådan et kursus. Og det er faktisk ikke et uoverkommeligt arbejde at arrangere et sådant fag/tro-kursus.
Her er en guide, der kan hjælpe jer:

1. Find sammen og varm hinanden op!

Forudsætningen for at få et kursus op at stå er, at nogen på seminariet vil arbejde for det. Saml derfor nogle med samme interesse som dig og tal om denne mulighed. I kan gøre det ved en frokost eller i en mellemtime, eller du kan invitere folk hjem til dig selv! Vis dem – måske på forhånd – nogle af nedenstående ideer, så I har noget konkret at tale sammen om.

2.  Find ud af, hvem kurset skal være for

I planlægning af et kursus er det vigtigt at overveje, om det skal rette sig særligt mod dem, der er på første del af studiet eller dem, der er på anden del af studiet. Der er dog også flere erfaringer af, at det samme indlæg kan have noget at sige de forskellige årgange på forskellige niveauer. Et emne, der sætter fokus på menneskesynet, kan bruges af 1.-2. årgangs studerende som en slags igangsætter for de pædagogiske overvejelser, der er knyttet til menneskesynet, mens det af 3.-4. årgangs studerende kan bruges til at rubricere de pædagogiske retninger, som de kender.
I bør også gøre jer klart, om kurset særligt er for de lærerstuderende, der i forvejen kommer i et kristent fællesskab på seminariet, eller det særligt er for dem, der ikke gør. Ikke, at man ikke kan nå begge grupper på samme tid; men det er vigtigt at gøre sig dette klart for at kunne skabe de rette forventninger og den rette indstilling hos den medvirkende.

3. Find et emne og én til at medvirke

Der er mange emner, som er relevante at tage op. Emner som er af pædagogisk, psykologisk eller anden faglig art. Herunder finder du 18 forslag til emner. Brug et af dem eller find selv på ét.
Normalt vil det være mest givende at finde en person til at holde oplæg, undervisning eller foredrag på et fag/tro-kursus. Det kan være en af jer studerende eller en anden med indsigt i emnet

4. Find ud af omfanget samt en dato og et tidspunkt

Alt afhængigt af resurser og muligheder kan et kursus strække sig fra to timer til flere dage. Det omfang, som ofte har været brugt med stort udbytte, er en enkelt hverdag sidst på eftermiddagen og først på aftnen, fx fra kl. 16 til 20. Så er der god plads til 2-3 undervisningstimer, tid til at tale samme samt en spisepause. Mindre kan også gøre det, og har I kræfter til at samles over to eller tre dage er det bestemt også en mulighed.
Find en dato, der passer ind i seminariets rytme, og hvor flest mulige er på seminariet, men vær også realistiske: det er sjældent muligt at finde en dato, hvor alle kan. 

5. Find ud af det praktiske: PR, bespisning, økonomi osv.

Der er også en praktisk side af at arrangere et fag/tro-kursus. Der skal findes lokale, og en eventuel bespisning skal arrangeres – enten i form af, at I fælles bestiller noget mad eller, at folk selv har mad med. Det gør normalt ikke noget, at kurset koster lidt. Det er folk forstående over for, ja det virker nærmest underligt, hvis det er gratis. 50 eller 75 kr. for et dagskursus er normalt ikke afskrækkende. 
Der skal også gøres PR for arrangementet. Normalt vil det være en god ide at få kopieret et program, som man søger at få spredt over for relevante personer. Der skal måske sættes plakater op. Der skal måske en meddelelse ud på seminariets intranet eller i de studerendes dueslag. Vælg selv jeres ambitionsniveau.
Succeskriteriet er ikke, at der kommer en masse mennesker; men at de, der kommer, får mere lys over et af emnerne i det vigtige skæringsfelt mellem kristentroen og seminariets fag.

For nærmere orientering kontakt Carsten Hjorth Pedersen, chp@kpi.dk tlf. 48 24 24 62

 

Forslag til emner for fag/tro-kurser for lærerstuderende


1. Pædagogik


A. Pædagogik på kristen grund

- Om det kristne livs- og menneskesyn og dets betydning for pædagogikken.


B. Bibelens syn på opdragelse i mødet med nutidens pædagogiske udfordringer

- Kan de gamle udsagn i Bibelen bruges i nutidens pædagogik?


C. Religiøs pædagogik – kristen pædagogik

- Gammel og ny religiøsitets indflydelse på pædagogikken. Hvor går vejen frem i dag?

 
D. Vurdering af pædagogiske retninger

- Udblik til det aktuelle pædagogiske landskab. Pædagogiske modeord og kristne modord.

E. Værdier og værdidebat

- Børn har brug for værdier! Hvilke, hvorfor og hvordan formidle dem?

 
F. Værdinihilisme i pædagogisk kontekst

- Hvilke konsekvenser har konstruktivisme, nihilisme og postmodernisme for pædagogikken?

 

2. Psykologi


A. Praktisk psykologi i kristent lys

- Erfaringer og refleksioner fra en kristen skolepsykolog.

 
B. Psykologi i kristent perspektiv

- Om det kristne livs- og menneskesyn og dets betydning for psykologien.

 
C. Psykologiske retninger og kristen tro

- Et kristent grundsyns kommentarer til psykologiske retninger.

 
D. Troens psykologiske sider

- Religionspsykologiens bidrag til forståelse af tro og vantro.

 

3. Skolen

 
A. Kristen skole contra folkeskole

- Hvilken skoleform skal jeg vælge efter endt læreruddannelse? Fordele og ulemper.

 
B. Lærerjobbet – kald eller lønarbejde?

- Skal lærere være forbilleder, og er de forpligtede ud over ansættelseskontrakten?

C. Skæld ud på den rigtige måde   

4. Kristendom/livssyn

 
A. Praktisk bibelarbejde

- Hermeneutik og bibelsyn. Litterære metoder, især den narrative.

 
B. Kristendomsfaget i et multietnisk samfund

- Hvorfor og hvordan fastholde et kristendomsfag frem for et religionsfag i folkeskolen?

 

5. Diverse øvrige fag

A. Sprogets betydning for identiteten

- Hvilke etiske, politiske, religiøse begrundelser kan modersmålsundervisningen bæres af?

 

B. Evolution versus intelligent design i folkeskolen

- Hvilke faglige og pædagogiske potentialer vil intelligent design kunne bidrage med i folkeskolen?

 

C. Relevant seksualundervisning og kristen etik

- Med udgangspunkt i en kristen seksual-etik gives et bud på en vedkommende seksualundervisning

 

D. Skaberen, den skabende, det skabte

- Et religiøst livssyns betydning for kunstnerisk og skabende arbejde.